Skive markerer sig som Danmarks bedste idrætskommune, når Skiveegnen i Bevægelse afvikles fra mandag den 7. til lørdag den 12. september. Bevægelsesugen indgår i jubilæumsfejringen Skive700 og byder i år på endnu større deltagelse og variation end tidligere.
Interessen for idrætslivet på Skiveegnen er markant. I år forventes mere end 6.000 aktivitetsbesøg fra børn i dagtilbud og skoler – en fordobling i forhold til sidste år. 17 skoler deltager, hvilket er seks flere end sidste år, og der er booket 203 aktivitetsforløb sammenlignet med sidste års 112.
Bevægelsesugen samler hele 59 lokale foreninger og aktører bag de mange forløb, hvor børn og unge får mulighed for at stifte bekendtskab med alt fra cirkuskunst og BMX til hiphopdans, fællesgymnastik og vandreture med Museum Salling. Alle dagtilbud har desuden valgt at gøre uge 37 til bevægelsesuge, så også de yngste bliver inddraget.
Formålet er at invitere børn og unge ind i lokale fællesskaber og give dem gode oplevelser med idræt og samvær. Ugen byder således på muligheder for at prøve helt nye aktiviteter og møde lokale foreninger for første gang. Hele Skiveegnen er omfattet, og der er også aktiviteter målrettet voksne og seniorer – blandt andet et seniorevent med fokus på bevægelse og fællesskab, hvor 150 seniorer deltager.
Bevægelsesugen kulminerer lørdag den 12. september ved Skiveløbet, hvor der sættes særligt fokus på unge deltagere. Et nyt ungeevent forventes at tiltrække omkring 1.000 elever, og resten af familien inviteres med. På pladsen kan besøgende også prøve aktiviteter fra ugen, herunder panna og teqball, samt nyde musik, mad og fællesskab.
Afslutningen på Skiveløbet markerer enden på en uge, hvor bevægelse og fællesskab har været gennemgående, men ambitionen rækker ud over uge 37. Målet er, at endnu flere beboere på Skiveegnen får interesse for nye aktiviteter og stærke fællesskaber.
https://skive.dk/news/stabe-hr-og-kommunikation/rekordstor-opbakning-til-skiveegnen-i-bevaegelse/