Skive Kommunes tekniske forvaltning har afholdt møde med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Fursund Turistforening, Fur Udviklingsråd, Fur Ø-forening samt formanden for Ø-udvalget. Her drøftede man den særlige opmarchbås ved Fur-færgen, kaldet “forlommen”, som giver furboerne mulighed for at komme først med færgen.
På mødet blev arbejdsgruppen orienteret om den gældende lovgivning. Der blev diskuteret, hvordan en permanent og fremtidssikret ordning kan etableres, der både overholder de juridiske krav og tilgodeser behovene på Fur – både for borgere og erhvervsliv.
Fur-færgen drives kommunalt, hvilket betyder, at Skive Kommune skal overholde reglerne om ligebehandling, som gælder for offentlig myndighed. Det fastslås i en ekstern juridisk vurdering, at kommunen ikke må give øboere generel fortrinsret udelukkende baseret på bopæl. Særlige og konkrete hensyn – eksempelvis i forbindelse med forsyning, lægebesøg eller serviceerhverv – kan dog gøre undtagelser mulige.
Skive Kommune arbejder nu videre sammen med arbejdsgruppen for at udforske mulighederne for undtagelser inden for lovgivningen. Også erhvervslivets behov – blandt andet i forhold til leverancer og service – inddrages i det videre arbejde, så løsningen kan fungere i praksis for hele øsamfundet.
Processen fortsætter med yderligere afklaring af behov. Herefter følger en fase, hvor løsningsforslag udarbejdes, sendes i høring og derefter behandles politisk, inden en ny ordning eventuelt kan implementeres.