Hver tredje sommerfugl er i tilbagegang, og flere arter er allerede forsvundet fra Danmark. Skive Kommune tager nu nye initiativer for at hjælpe en af de mest truede: bølleblåfuglen. Denne lille, sjældne og ofte oversete sommerfugl er blevet rødlistet som truet og findes kun få steder i området.
Bølleblåfuglen lever i moser med fugtig bund, sol og læ, hvor larverne især benytter tranebærplanter som værtsplante. Kommunens kortlægning af levesteder har vist, at mange af områderne gror til med træer og buske eller tørrer ud, hvilket truer bestandene yderligere, da arten lever i små, isolerede grupper og har svært ved at sprede sig.
I Rønbjerg Mose ligger to af artens levesteder tæt, og her sætter kommunen ind med målrettet naturpleje for at forbedre vilkårene og skabe sammenhæng mellem områderne. Træer og buske fjernes, så planterne får mere lys, og indsatsen sker i samarbejde med Jensen og Sørensens Plantage, som bidrager med arealer til projektet.
Projektet er støttet af Naturpark Flyndersø via Friluftsrådets danske naturparker, hvor samarbejde med lokale aktører og frivillige spiller en vigtig rolle. Kommunen henter desuden inspiration fra Aalborg Kommune, hvor lignende naturpleje har fået bølleblåfuglen tilbage til Hals Mose.
Kortlægningen af bølleblåfuglens levesteder fortsætter i 2026 for at kunne følge udviklingen og identificere nye områder til naturpleje. Sommerfuglen kan ses i juni og juli på varme, vindstille dage og kendes blandt andet på en lille orange plet på undersiden af vingerne.
Læs mere på Skive Kommunes hjemmeside: https://skive.dk
https://skive.dk/news/stabe-hr-og-kommunikation/sjaelden-sommerfugl-skal-reddes/