Pædagog til SFO og skole med specialpædagogisk fokus på Højslev Skole

dato

Der søges en pædagog til SFO og skole. Der er tale om en fast stilling på 32 timer om ugen.

Højslev Skole søger en pædagog, som brænder for at arbejde med at styrke børns læring og trivsel. Vi er et stort hus, og du vil som pædagog indgå i mange samarbejdsrelationer i både SFO og skoledel. Vigtigst for os er, at du er lige optaget af at bidrage til SFOens fritidspædagogik som til skolens lærings- og dannelsesopgave.

Vi søger en pædagog, som har særlig viden og kompetence inden for specialpædagogikken. Vi har ikke specialklasser på skolen, men har brug for en pædagog, som har et særligt blik for børn og børnefællesskaber, der skal have ekstra hjælp til at udvikle sig, trives og lære. Har man disse kompetencer, vil man i denne stilling kunne få en særlig opgave med at understøtte udviklingen af skolens pædagogiske møde med børn i udsatte positioner.

SFO-opgaven
Skolens SFO har omkring 80 børn fra 0.-3. klasse. SFOen er organiseret i et selvstyrende team, hvor man i dagligdagen har en stor grad af frihed og ansvar for samarbejdet og organiseringen af det bedste SFO-liv for vores børn. Vi ønsker at udfolde en fritidspædagogik, hvor der både er plads til tilbudte aktiviteter, men også til selvvalgt leg, så børnenes virkelyst imødekommes, og vi understøtter udviklingen af sunde børnefællesskaber. Man vil have timer både i åbne- og lukkefunktion (dvs. mellem 6.15 og 17), men arbejdsskemaerne lægges altid i sammenhæng med timer i skolen, så skemaerne ikke strækker sig for langt i begge ender af dagen.

Skoleopgaven
I skoledelen vil man skulle samarbejde med skolens lærere om at udvikle mangfoldige og inkluderende børnefælleskaber. Man er hovedsageligt tilknyttet indskoling og mellemtrin, hvor man vil have pædagogiske opgaver tilknyttet en klasse, en gruppe eller et enkelt barn alt efter behov.

I skolen har vi en ugentlig omlagt dag for alle klasser, som vi kalder makerday. Her arbejdes der tværfagligt og med legende tilgange, praksisfaglighed og teknologiforståelse. Man vil på disse dage være tilknyttet en klasse eller årgang, hvor man varetager undervisningsopgaven – ofte i samarbejde med andre. Man skal altså have lyst til at varetage undervisningsopgaver og udføre klasserumsledelse, dog ikke i traditionel fagdelt undervisning med mindre, man har særlige kompetencer inden for et område.

En skole i udvikling
Vi søger en pædagog, som er igangsættende, og som brænder for at være skabende sammen med børn. Vi er en skole, som gennem de sidste 4-5 år har arbejdet med at skabe varierede og motiverende undervisningsformer. Vi har deltaget i et landsdækkende udviklingsprojekt Play@Heart og har i forlængelse heraf etableret et Play Space med scene, rum og udstyr til konstruktion og produktion samt diverse teknologier til undervisnings- og SFO-brug.

Som ny medarbejder bliver man introduceret til både rum og pædagogik og hjælpes af afdelingerne godt på vej i samarbejdet, så man behøver ikke være teknologisk superbruger på nogle måder, men besidde nysgerrighed og lyst til at arbejde med playful learning med børn.

Vi forventer

  • at du har en positiv, fleksibel og løsningsorienteret tilgang
  • at du arbejder selvstændigt og ansvarsfuldt
  • at du ser samarbejdet og fælles løsninger med kolleger og forældre, som centralt i arbejdet med børns lærings, udvikling og trivsel
  • at du er nysgerrig og har mod til at eksperimentere med organisering og aktiviteter
  • at du har kompetencer og gerne erfaringer inden for specialpædagogik
  • at du er kendetegnet ved godt humør og højt til loftet

Vi tilbyder
  • en skole med 365 elever og 45 medarbejdere
  • en stilling med masser af ansvar og udviklingsmuligheder
  • stort udfoldelsesrum til en kreativ minimaker, som elsker at skabe og konstruere sammen med børn, hvad enten det drejer sig om dims og dut, pap og træ, minirobotter og andre teknologier som vejen ind i leg og læring
  • 16-18 ugentlige timer i SFOen og resten i skole og teamsamarbejde
  • en skole der er optaget af at skabe gode dage i skole og sfo gennem børns nysgerrighed, deltagelse og skaberglæde

Efter den 5. januar 2026 er du velkommen til at kontakte SFO-leder Susanne Nielsen på telefon 20 97 22 75 eller 99 15 66 76 for svar på evt. spørgsmål.

Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og principper om lokal løndannelse. Du kan finde flere oplysninger om Højslev Skole på vores hjemmeside.

Ansøgninger modtages i Signatur.

Ansøgningsfristen er mandag den 26. januar 2026 kl. 12.00.

Der afholdes ansættelsessamtaler onsdag den 28. januar 2026 fra kl. 15.30.

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Skive Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Højslev Skole, Skolevej, 7840 Højslev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/e25c725e-ce48-4dbf-b427-b471d2ceee2c

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet