Har du kendskab til en træner, underviser, bestyrelsesmedlem eller frivillig, der får alt til at hænge sammen i din forening? Så er det nu muligt at indstille netop denne person til Folkeoplysningsprisen 2026 i Skive Kommune.
Folkeoplysningsprisen gives til en person, som har ydet en særlig indsats inden for folkeoplysningen og det lokale foreningsliv. Det handler om ildsjæle, der med energi og engagement styrker fællesskabet, hvad enten det er gennem bestyrelsesarbejde, undervisning, aktiviteter eller andre initiativer. Prisen er åben for både dem, der arbejder synligt i front og dem, der bidrager bag kulisserne.
Alle foreninger og enkeltpersoner opfordres til at indstille kandidater, der gennem deres indsats har gjort en forskel. En særlig indsats kan både være langvarig eller nyskabende, ligesom den kan have betydning langt ud over foreningen og være med til at sætte Skive Kommune på landkortet.
Med prisen følger 5.000 kroner samt stor anerkendelse. Folkeoplysningsprisen uddeles ved Skive Kommunes årlige hyldestfest for frivillige og mestre i foråret 2027. Blandt tidligere modtagere er John Andersen fra Nr. Søby IF, Morten Bilstrup fra Spøttrup Motion og Sport, Jesper Raabjerg Larsen fra KFUM Skivehus og Ebba Lund fra AOF Skive.
Indstillinger kan sendes senest 1. november 2026 via https://skive.dk/folkeoplysningspris. Husk, at en forening gerne må indstille egne medlemmer. Måske er det netop din indstilling, der giver lokalsamfundets ildsjæl den anerkendelse, vedkommende fortjener.
Folkeoplysningsprisen blev indstiftet af Folkeoplysningsudvalget i Skive Kommune og blev uddelt første gang i 2017. Prisen gives til en person, der arbejder initiativrigt, engageret, nytænkende, inspirerende, vedholdende og motiverende inden for folkeoplysningsområdet – både i lønnet og ulønnet foreningsarbejde.