Skive Kommune støtter nye lokale projekter for fællesskab og udvikling i landdistrikterne

Foto: Skive Kommune.
dato

Landdistriktsudvalget i Skive Kommune har anbefalet støtte til flere lokale projekter, der skal styrke fællesskab og udvikling i kommunens landdistrikter.

Landdistriktsudvalget i Skive Kommune afholdt møde på Væksthus Spøttrup, hvor kommunens strategiske fundraiser, Morten Ryesgaard Larsen, præsenterede sit arbejde med fundraising samt mulige samarbejder og fælles snitflader med landdistriktsudvikling. Mødet gav anledning til en dialog om nuværende og kommende projekter samt muligheder for at søge fondsmidler.

I forlængelse af besøget blev der truffet beslutning om valg af to lokalområder til udvikling af områdeprofiler. Udvalget valgte Nordfjends og Fursundegnen, som nu påbegynder et samarbejde om fælles udvikling, profilering og projekter. Målet er at inddrage flere områder fremover og understøtte arbejdet med inspirationsmøder.

Der blev ligeledes valgt en politisk repræsentant til Grønt Råd, et forum for dialog og rådgivning mellem kommunen og aktører indenfor natur-, miljø- og friluftsområdet. Ole Nannerup (Æ) blev valgt som repræsentant og Helle Madsen (A) som suppleant.

Udvalget behandlede efterfølgende ansøgninger til Landsbypuljen og Fundraisingpuljen. Blandt de anbefalede projekter er bl.a. følgende:

  • Fællesskab i folkeskoven: Et udendørs lærings- og legemiljø i Nr. Søby folkeskov (225.000 kr.).
  • Bytorv i Hem: Et nyt bytorv med beplantning og madpakkehus (300.000 kr.).
  • Fællesskabsfremmende udeområde ved Pulsen i Balling (150.000 kr.).
  • Mindreskovområde ved Vestsallingstien i Balling (93.778 kr.).
  • Kolddepot ved Hvidbjerg Aktivitetshus (195.000 kr.).
  • Bedre brug af Virksund Fælleshus, herunder støtte til hjertestarter (10.000 kr. – behandlingen udsat pga. afklaring af ny lokalplan for Virksund havn).
  • Bøgetræ: Kunstprojekt ved Bøgely i Hald (62.562 kr.).
  • Opsætning af henvisningsskilte ved Salling natursti i Durup (33.352 kr.).

Fra Fundraisingpuljen blev det anbefalet at støtte projektet "Fra 60’er bad til fællesskabspark", der skal forbedre og nytænke Nr. Søby Friluftsbad (75.000 kr.).

Næste møde i Landdistriktsudvalget afholdes den 17. september. Ansøgningsfrist til Landsbypuljen og Fundraisingpuljen er den 10. august.

https://skive.dk/news/temu-erhverv-udvikling/landdistriktsudvalget-moedtes-paa-vaeksthus-spoettrup-til-aarets-andet-moede/

Kilde: Skive Kommune