Forleden kunne Højslev St. IF bryste sig af at præsentere et ganske stort navn til klubbens bedste hold.
Ronni Møller-Iversen vender hjem til Højslev efter en række år i divisionerne, og senest 07 Vestur fra den bedste færøske række.
Ronni skal fremover være spillende assistenttræner på klubbens Serie 1-hold, hvor han altså tiltræder Michael Henriksens tropper.
Tilgangen af Ronni vækker utroligt stor begejstring hos netop Michael Henriksen, der mener, at det bliver en stor gevinst for hele holdet:
- På vegne af klubben vil jeg gerne have lov at udtrykke stor begejstring over, at det er lykkes at få lavet en aftale med Ronni Møller-Iversen som spillende assistenttræner.
- For det første, er det altid fantastisk, når det lykkes klubben at få en af sine egne tilbage i folden og jeg synes vi får en person ind, som virkelig har noget at give vores ekstremt unge trup.
- Ronni kommer med indgående kendskab til klubben, en kæmpe stor portion erfaring fra højt niveau i både Danmark og udlandet og ingen tvivl om at han som person brænder for at videregive noget af hans erfaring til de unge drenge, lyder det fra træner, Michael Henriksen.
Stor ros til bestyrelsen
Med en træningsgruppe på mellem 40-45 personer, er to trænere nogle gange ikke tilstrækkeligt til at opretholde den ønskede intensitet gennem hele træningen. Derfor vil Ronni træde ind som en tredje træner og dele ansvaret for træningen. Det glæder Michael Henriksen sig meget til:
- Ronni bliver en kæmpe gevinst både som træner og spiller, og jeg har stor tro på at vi sammen med resten af trænergruppen kan udvikle Herreseniorafdeling endnu mere i den kommende periode.
- Vi har gennem en længere periode ønsket at styrke setuppet på træningsbanen og med Ronni kan vi bygge flere dimensioner på omkring den daglige træning, men også i forhold til sparring i kampene, lyder det fra Henriksen, der fortsætter:
- Ronni kommer til at bringe flere hænder og øjne på vores i forvejen gode træningsmiljø og kommer til at have en rolle i forhold til hele Herreseniorafdelingen og ikke kun klubbens bedste mandskab.
- Stor ros til klubbens bestyrelse for at se mulighederne i at få Ronni med indover udviklingen i Højslev - det har jeg en stor tro på bliver rigtig godt - vi får i den grad et menneske ind som stadig brænder for fodbolden, men som også kommer med alle de rigtige menneskelige kvaliteter, slutter Michael Henriksen.
Godt tidspunkt at vende hjem til familien - og HIF
Efter en aktiv spillerkarriere, hvor Ronni har været forbi Ringkøbing IF, Thisted FC og en række klubber på Færøerne, hvor han blandt andet har spillet - og scoret - i Europa League-kvalifikationen. Fremover bliver det dog barndomsklubben, Højslev St. IF, der får fornøjelsen af Ronni, og hovedpersonen glæder sig over skiftet.
- Det er et godt tidspunkt for mig at vende hjem til HIF nu, i forhold til hvor jeg er i mit liv. Jeg ønsker mere tid med min familie, specielt i weekenderne.
- Samtidig ønsker jeg at snuse stille og roligt til trænergerningen. Her så jeg en god mulighed for en konstellation, hvor jeg kan sparre og lærer af en dygtig træner som Michael, samtidig med at jeg fortsat kan få spillet en masse bold, som jeg dog ikke kan være foruden -så for mig, en fed overgang.
- Så jeg ser meget frem til et spændende år i HIF, hvor jeg helt sikkert kan og skal bidrage med en masse på vores Serie 1 på banen. Derudover håber at kunne bidrage til et godt træningsmiljø og få lov at arbejde med nogle af de dygtige unge gutter, som vi har i klubben.
Fakta
Ronni Møller-Iversen er en fodboldspiller, som blev født den 17. juli 1994. Ronni Møller-Iversen spiller hovedsageligt i angrebet. Han har i løbet af sin professionelle karriere repræsenteret klubberne KI Klaksvik, EB/Streymur, 07 Vestur, Ringkøbing, Thisted og Skála.